Struktur i hverdagen og vision for fremtiden
Vi er et åbent opholdssted for unge mennesker, der har brug for at lave en grundlæggende ændring af deres livsstil for at komme tilbage til det gode liv. Vi tror på at alle unge menneskers liv kan vendes til at være baseret på deres ressourcer, i stedet for på deres udfordringer.
En stor del af Station Nords arbejde med beboerne består i at give dem en struktur i hverdagen, som giver mening. Hver beboer får et program, som dækker dagen, og der er altid pædagogisk uddannede voksne at støtte sig op af. Vi bruger meget tid på at opbygge gode relationer til vores beboere, så de giver os lov til at påvirke deres valg. Helst med plads til ærlighed fra de unges side – ingen hos os skal føle sig forkert, når man viser sine mindre flatterende sider. En stærk relation kan også bære, at vi siger til vores unge når de tager dårlige valg. Det motiverende arbejde med den unges egne forandringsønsker står i centrum af vores metoder. Kontaktpædagogens ambition er altid at vide, hvad der foregår i beboerens liv, at læse den unges adfærd korrekt, at være på forkant med de ting, erfaringen siger kan gå galt, og at gøre alt, hvad der kan gøres for at fremme en god udvikling. Det gælder både den unges sociale færdigheder, venskaber, og særligt den unges muligheder for uddannelse.
De små skridt er vores succes.
At komme op til rettidig skolestart.
At få afklaret en konflikt på en god måde.
At få en god hjemmeweekend.
Det er det, vi bygger på.